Lucia hyldes i Tivoli i København

Torsdag den 13. december fra kl. 17.30 kan du opleve 100 piger iført hvide luciakjoler, i Tivoli, mens de synger ”Nu bæres lyset frem”.

Tivoli har til lejligheden samlet fem forskellige kor, der tilsammen tæller 100 unge, i et stort fælles kor.

Koret består af børn og unge fra Frederiksberg Kirkes Pigekor, Dragør Kirkes Børne- og Ungdomskor, Vesterbro Provstis Ungdomskor, Helligkors Kirkes ungdomskor og Brønshøj Kirkes Pigekor og Margrethekirkens Ungdomskor.

Udover Luciasangen fremfører koret også ”Et barn er født i Betlehem”, ”Dejlig er den himmel blå”, ”Ding, dang, engleklokkers klang”, ”We wish you a Merry Christmas”, ”En rose så jeg skyde” og ”Il est né le Divin Enfant.”

Koret går fra H.C. Andersen Slottet forbi det nye nordiske område, forbi den russiske kirke samt gør stop ved Nimbs terrasse.

- Der findes næppe noget mere stemningsfuldt end et Luciaoptog i hvide kjoler bærende på lys, der synger sig igennem mørket med en række juleklassikere. I dag er Lucia traditionen lige så meget dansk som svensk, og langt de fleste piger i Danmark har på et tidspunkt selv deltaget i et optog. Det kan jeg se i øjnene på dem, der møder op. Det er dén historieblanding samt legenden om den troende pige, som gør et Luciaoptog helt unikt, siger Luciakorets dirigent Lis Vorbeck.

Foto: Tivoli.dk

Dagens Gossip