Luftbombardement dræber 36 i Aleppo

15 børn er blandt de mindst 36 mennesker, der søndag er dræbt under flyangreb på oprørskontrollerede områder af byen Aleppo.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

De syriske luftvåben brugte under angrebene højeksplosive tøndebomber over seks områder af det østlige Aleppo, siger organisationen, der har hovedkvarter i London.

Aleppo i det nordlige Syrien var tidligere landets kommercielle hovedstad. Siden oprørerne indledte en offensiv i juli sidste år, er store dele af byen omdannet til ruiner.

Aleppo er i dag delt i en regeringsvenlig og regeringsfjendtlig del, og ifølge en lokal medieorganisation angriber det syriske luftvåben dagligt de oprørskontrollerede dele af byen.

En aktivist betegner på Facebook angrebene for at være "uden fortilfælde".

I Adra nordvest for Damaskus er mindst 32 dræbt siden onsdag, hvor islamistiske oprørere indledte en offensiv for at sikre sig kontrol over en af de vigtige indfaldsveje til hovedstaden, melder Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip