Luftbro til Australien skal redde det afrikanske næsehorn

Skrevet af admin

28/03/2016

Mest læste i dag

Flere end 5000 næsehorn i Sydafrika er blevet dræbt af krybskytter siden 2010, og det velorganiserede krybskytteri sætter stadig nye dystre rekorder. Sidste år måtte 1400 dyr lade livet for deres kostbare horn, året før var tallet 1200.

Nu søsætter australieren Ray Dearlove et storstilet projekt for at sikre næsehornets overlevelse. I løbet af 2016 skal de første af i alt 80 næsehorn fra Sydafrika efter planen flyttes til safariparker i Australien.

Det skriver ABC News Australia. The Australian Rhino Project skal ses som en "biologisk forsikringspolice", forklarer Dearlove.

Der bliver nu dræbt flere næsehorn, end der fødes. Og da et næsehorn er drægtigt i 16 måneder og kun får én unge, er udryddelse en reel fare, understreger Ray Dearlove.

- Australien er et af de sikreste steder på planeten at grundlægge denne ynglebestand - med den hensigt, at de skal repatrieres til Afrika, når der er kommet styr på krybskytteriet, siger han til ABC News.

Alle arrangementer er endnu ikke på plads, men både den sydafrikanske og den australske regering støtter projektet. De første seks hvide næsehorn sættes i to måneders karantæne i Johannesburg i maj, inden de flyves til Australien.

Her skal de efter yderligere to måneders karantæne i en zoo sættes ud i en safaripark, sandsynligvis nær Adelaide. Hvis alt går vel, satser Ray Dearlove på at modtage 80 næsehorn de næste fire år.

Hornet fra et næsehorn kan indbringe op mod 2,5 millioner kroner i Vietnam eller Kina, hvor folk tror, det kan helbrede sygdomme som cancer.

- Der er ingen sikre steder for næsehorn i Afrika i dag. De er blevet udryddet nordfra ned mod Sydafrika, som formentlig har 85-90 procent af de hvide og sorte sydlige næsehorn, der er tilbage i verden, siger han.

Krybskytter, der opererer fra Mozambique, dræber omkring tre næsehorn dagligt.

De krydser grænsen med kraftige våben og økser eller macheter, finder den gruppe næsehorn, de er blevet tippet om, dræber det største og forsvinder tilbage over grænsen.

Hornet skifter ejer op til seks gange, inden det kommer med en båd til Asien, forklarer Dearlove.

- Det er de samme forbrydersyndikater, der står bag menneskehandel og smugler narkotika eller våben, tilføjer han.

Det kommer til at koste omkring 375.000 kroner at flytte hvert dyr og holde det i karantæne. Der bliver tale om en enorm logistisk øvelse, men det er pengene værd, siger Dearlove til ABC News.

- Når de først er væk, hvem, skal man så give skylden, spørger han.

/ritzau/