Luftfartsanalytiker: Ryanair-aktion er et kæmpe selvmål

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Da en gruppe lufthavnsansatte i Københavns Lufthavn onsdag eftermiddag protesterede mod Ryanairs indtog i lufthavnen, skød de sig selv godt og grundigt i foden.

Det mener luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

Ryanair og fagforbundene mødtes torsdag på et forberedende retsmøde i Arbejdsretten, der skal tage stilling, om hvorvidt onsdagens aktion var ulovlig eller ej. Det skete efter, at Ryanair via sin danske advokat har indbragt en stribe store danske fagforbund for Arbejdsretten.

- Hvis de ansatte i lufthavnen har gjort noget ulovligt i forbindelse med deres protester i lufthavnen, så ligner det et kæmpe selvmål, siger Jacob Pedersen.

Hvis Arbejdsrettens afgørelse omkring protesterne i lufthavnene falder ud til Ryanairs fordel, vil det komme flyselskabet til gode, mener Jacob Pedersen.

- Hvis der er nogen, der stopper Ryanair ulovligt, så er det i den grad vand på Ryanairs mølle, og det udnytter de selvfølgelig, siger han.

- Det handler jo også om, at Ryanair ikke mener, at de gør noget ulovligt, men at de mener, at det er ulovligt, hvis nogen prøver at stoppe dem.

Ryanairs beskyldninger går blandt andet på at det skulle være fagforbundene, der står bag onsdagens aktion i lufthavnen. Det afviser alle de fem anklagede fagforbund, HK/Danmark, 3F, Serviceforbundet, Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet.

Fagforbundene har nu indtil 24. marts til at komme med et svarskrift på Ryanairs beskyldninger om en ulovlig blokade. Torsdag 26. marts vil sagen komme for Arbejdsretten.

Det er samme dag som det første forberedende retsmøde i sagen om hovedkonfliktens lovlighed. Her ventes Arbejdsretten at komme med en dato for, hvornår retten beslutter, om en konflikt mod Ryanair er lovlig.

/ritzau/