Luftfartsselskab flår brandfarlig nødsender ud af Dreamliner

Nu forsøger de luftfartsselskaber, der benytter sig af den topmoderne - og uheldsramte - flytype så at finde ud af, hvordan de skal reagere.

Charterflyselskabet Thomson Airways har simpelthen taget konsekvensen og fjernet den omstridte nødsender fra sine Dreamlinere, Japan Airline har frakoblet nødsenderne, mens andre selskaber stadig overvejer, hvordan de skal reagere.

Samlet set er de dog enige om, at de kræver klar besked fra myndigheder og Boeing om, hvordan de skal tackle situationen, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Det er nemlig ikke altid ligetil at pille ved et flys obligatoriske udstyr. En nødsender som den, der er i spil i Dreamliner-sagen er netop en del af det, som myndigheder kræver i et moderne passagerfly. Nødsenderen skal nemlig hjælpe med at lokalisere et fly, der er styrtet ned. Og den vil eksempelvis de europæiske luftfartsmyndigheder ikke have, at selskaber bare piller ud af fly uden at erstatte dem.

Indtil videre læner luftfartsselskaberne sig dog op af en kattelem i kravene, der siger, at selskaberne under nogle omstændigheder kan afkoble nødsenderne.

»Ifølge de europæiske regulativer kan ELTerne (Emergency Locator Transmitter, red.) midlertidigt deaktiveres som følge af vedligeholdelse, mens flyet fortsat kan flyve,« siger Richard Taylor fra den britiske luftfartsmyndighed CAA ifølge Bloomberg og tilføjer:

»Den midlertidige deaktivering kan forlænges så lang tid, der er brug for det.«

En deaktivering ændrer dog ikke ved, at myndighederne opfatter det som et alvorligt brud på de grundlæggende sikkerhedskrav i luftfarten, og at det derfor kun må være en kortvarig løsning. Det gælder specielt flytyper som Dreamlineren, der er et langrutefly, og derfor ofte vil flyve over øde områder som Arktis og Atlanterhavet.

Én formildende omstændighed er dog, at den omstridte nødsender ikke er den eneste i et moderne passagerfly. De såkaldte sorte bokse, der optager data fra flyvningen, har også en indbygget nødsender.

Myndighederne venter ligesom luftfartsselskaberne på, at det bliver endeligt fastslået, at der ikke var andre årsager til branden i Heathrow-Dreamlineren end nødsenderen fra Honeywell. Når det er sket, kan de reagere.

Er problemet begrænset til nødsenderen kan det få betydning for mange af de fly, der dagligt suser henover hovederne på os. Den omstridte Honywell-sender findes i en række flytyper - ikke kun i den uheldsramte Boeing 787 Dreamliner.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration, vurderer, at en brand i nødsenderen på et fly, mens det er i luften, vil udgøre »signifikant bekymring«, skriver Bloomberg.

Dagens Gossip