Lufthansa aflyser 930 fly onsdag på grund af strejke

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Det tyske flyselskab Lufthansa aflyser 930 planlagte fly onsdag på grund af strejke blandt virksomhedens kabinepersonale.

Det skriver en række internationale medier.

Stewardesserne indledte strejken fredag i protest mod blandt andet ringere pensionsvilkår og løn, og onsdag nedlægger personalet arbejdet i kabinen i flere hundrede fly.

Det kommer til at dreje sig om fly til og fra lufthavne i Frankfurt, Düsseldorf og München, skriver Reuters.

Strejken vil efter planen vare fra onsdag morgen klokken 04 dansk tid til midnat mellem fredag og lørdag.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vil aflysningerne onsdag påvirke cirka 100.000 passagerer efter Lufthansas eget skøn.

Begge parter i konflikten - kabinepersonalet og Lufthansa - har sagt, at de er villige til at vende tilbage til forhandlingsbordet, men Lufthansa kræver, at kabinepersonalets fagforbund, UFO, afblæser strejken. Det har fagforeningen dog afvist.

- Det står klart for os, at UFO ikke har til hensigt at gøre ord til handling, men er villig til at lade 100.000 kunder lide under konsekvenserne i morgen (onsdag, red.), siger Bettina Volkens, bestyrelsesmedlem i Lufthansa, til dpa.

Også i Danmark vil strejken kunne mærkes.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er fire ankomster og fire afgange fløjet af Lufthansa aflyst onsdag.

Lufthavnen i Billund oplyser på sin hjemmeside, at ét Lufthansa-fly, der skulle være ankommet til lufthavnen er aflyst. Det samme er to af flyselskabets afgange fra den jyske lufthavn.

/ritzau/