Lufthansa klar til kæmpekøb af nye langrutefly

Lufthansa lider som så mange andre store luftfartsselskaber under store udgifter til brændstof. Problemet rammer specielt de selskaber, der flyver med ældre fly, der er betydeligt mere brændstofslugende end de nyeste fly fra både amerikanske Boeing og europæiske Airbus.

De høje oliepriser har efterhånden gjort det åbenlyst for luftfartsselskaberne, at de er tvunget til at udskifte deres flyflåder, og nu ligger det så fast, at også det tyske selskab er parat til at åbne den store tegnebog for at få løst problemet og gjort sig konkurrencedygtigt.

Ifølge Reuters pønser Lufthansa blandt andet på at bestille 34 styk af den seneste generation af Boeings 777-fly. Derudover har Lufthansa set sig lun på Airbus' kommende A350-900 kompositmaterialefly. A350eren er endnu i udviklingsfasen. Det topmoderne fly havde sin jomfruflyvning i sommer, og nyhedsbureauet skriver, at det tyske luftfartsselskab er parat til at bestille 25 styk af A350eren.

Lufthansa er som andre af de »gamle« europæiske luftfartsselskaber presset på flere fronter. Det kæmper mod både lavprisselskabernes indtog og egne medarbejdere, der ikke er meget for at opgive de løn- og arbejdsmæssige goder, de har indgået aftale om i årenes løb. Strid mellem ledelse og medarbejdere har de seneste år resulteret i flere arbejdsnedlæggelser, der har været dyre for Lufthansa.

Selskabets plan for at ruste sig inkluderer planer om at trimme medarbejderstaben med 3.500 personer, skriver Reuters. Den plan har heller ikke ligefrem skabt jubel blandt de ansatte.

Dagens Gossip