Lufthavn: DMI's prognoser var ikke præcise nok

Skrevet af admin

30/10/2013

Mest læste i dag

100 flyvninger blev aflyst i de tre største danske lufthavne mandag, da stormen var på sit højeste.

Nu kritiserer Københavns Lufthavn DMI for at have leveret upræcise prognoser.

- Lufthavnen blev først og fremmest ramt på et tidligere tidspunkt end antaget. Herudover var stormen langt kraftigere end først varslet, ligesom den varede længere tid end forventet.

Det siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

- Vi har til daglig et glimrende samarbejde med DMI. Det er derfor ærgerligt, at prognoserne var upræcise, fordi det gav os driftsmæssige problemer, siger han.

Ifølge Søren Hedegaard Nielsen havde Københavns Lufthavn fået at vide, at stormen ville toppe omkring klokken 18:30, men allerede mellem klokken 15 og 16 begyndte vinden at tage kraftig til. Omkring klokken 16-17 opstod der driftsmæssige problemer.

- Stormen blev hængende - og det var det værste - længere end det var forudsagt. Det ender med, at orkanen hænger tre til fire timer, siger Søren Hedegaard Nielsen.

Det var forventet, at driftsforstyrrelser primært ville komme som følgevirkninger fra andre nordeuropæiske lufthavne, men den danske lufthavn gik ikke ram forbi.

Umiddelbart før stormen kulminerede over hovedstadsområdet, blev der truffet dispositioner i lufthavnens driftscenter, der var baseret på DMI's prognoser.

Prognoserne fra DMI varslede, ifølge Check-In.dk, muligheden for at få flyene hurtigt af sted igen, men rent faktisk kom lufthavnen først tilbage til operation to timer senere end forventet.

Simpelthen fordi vindfeltet nærmest gik i stå, da det passerede hen over København og Nordsjælland.

Hos DMI er man uforstående over for kritikken.

- Vi har ikke fået en henvendelse fra Københavns Lufthavne angående mandagens varsler og udsigter. Hvis vi får en henvendelse, behandler vi den naturligvis, oplyser vagtchef Niels Hansen, DMI.

- Vi får ikke bedre vejr af at brokke os, men har tænkt at tage det op med Naviair omkring en eventuel tilbagemelding, siger Søren Hedegaard Nielsen.

Naviair er den nationale flyledertjeneste.

/ritzau/