Lufthavn efter strejke: Tag hjem uden bagage

Arbejdsnedlæggelsen, der har udløst et fagligt møde, betyder, at flere passagerer risikerer ikke at få kufferten med hjem.

»Vi opfordrer de passagerer, der venter på bagage, til at tage hjem uden deres bagage. De bør desuden kontakte Novia for at få lavet en aftalt om, hvorvidt de skal hente deres bagage i lufthavnen, eller om den bringes ud til dem. Det er simpelthen for at minimere generne. Der er mange mennesker i bagageudleveringen, der står og venter lige nu (lørdag klokken 17.30, red.), og det er vi meget kede af på deres vegne,« siger kommunikationsmedarbejder i Københavns Lufthavn Anne Munck Mikkelsen.

Hun oplyser desuden, at lufthavnen »har mange folk på gulvet« for at besvare spørgsmål, og at der uddeles vand til passagererne.

»Men ud over det, er der som lufthavn ikke så meget, vi kan gøre. Det er Novia, der er i fagligt møde,« siger Anne Munck Mikkelsen.

Spørgsmål: Hvilke konsekvenser har det for de personer, der skal ud at flyve?

»Der er i øjeblikket ikke check-in hos de selskaber, der er håndteret af Novia. Det er der først, når Novia-medarbejderne er tilbage fra deres faglige møde. Vi afventer, at de forhåbentlig snart kommer tilbage fra mødet. Vi opfordrer fortsat passagerer til at møde op i tide.«

Det er endnu uvist, hvad strejken bunder i.

Men ifølge dr.dk har 3F i Kastrup i forbindelse med en tidligere konflikt i juni oplyst, at det handler om enorme mængder overarbejde. Desuden har medarbejderne i Novia ikke mulighed for at holde afspadsering. Netmediet skriver, at de angiveligt har opsparet overarbejde svarende til 22 mandeår.

HR-manager hos Novia, Anne Marie Hollender, ved endnu ikke, hvornår bagagefolkene vil være tilbage i arbejde.

»Jeg kan ikke afvise, at det vil give forsinkelser, eller at alle ikke får deres bagage med, men vi forsøger at løbe stærkt og få andre til at varetage bagagehåndteringen,« siger hun til dr.dk.

Dagens Gossip