Lufthavn leder efter årsag til bagagekaos

Problemerne medførte stop på båndene, der transporterer bagagen. Det førte til, at lufthavnen indførte nødprocedure, hvor bagagen blev kørt til særlige opsamlingssteder. Konsekvensen var, at 47 flyafgange blev forsinket, og 3.000 kufferter strandede.

»Alle mand er af huse for at analysere på, hvad årsagen er. Undersøgelser viser, at det nye og gamle system til håndtering af bagage har svært ved at kommunikere sammen,« siger kommunikationsrådgiver Lars Lemche, Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn har netop udbygget bagagesystemet for 250 millioner kroner, så det nu kan håndtere bagagen fra hele 30 millioner passagerer. Lufthavnen har i dag 23,3 millioner rejsende årligt.

»Det er ikke kapaciteten, det er galt med, det er stabiliteten, som er problemet. Systemet kører stabilt i dag og gør det forhåbentlig også i morgen,« siger Lars Lemche, der beklager generne over for de berørte passagerer.

»Vi er naturligvis rigtig kede af de problemer, det har medført for de passagerer, der er kommet af sted uden deres kufferter,« siger Lars Lemche.

Af de 3.000 stykker bagage, der strandede lørdag i lufthavnen, er cirka 2.000 blevet eftersendt til deres ejermænd og -kvinder. De resterende kufferter vil blive eftersendt snarest, oplyser lufthavnen.

Forrige weekend var der også problemer med bagagehåndteringen, men da skyldtes det et sprængt gummibånd på et bagagebånd.

Dagens Gossip