Lufthavn vil stoppe besværlige taxichauffører

Hundredvis af lufthavnspassagerer oplever hvert år, at hovedstadens taxichauffører ikke gider at køre korte ture.

Men det vil Københavns Lufthavne og Taxinævnet have sat en stopper for og planlægger derfor i samarbejde at sætte hårdt ind mod de besværlige chauffører, skriver Jyllands-Posten.

- Vi kan ikke byde vores turister og vores hovedstad, at man kommer ud af lufthavnen og ikke kan få en taxi, fordi man skal køre en kort tur, siger passagerchef i Københavns Lufthavn i Kastrup, Marie-Louise Lotz, til Jyllands-Posten.

- Forestil dig, at man ankommer til Danmark. Man er i tvivl om, hvor langt væk ens hotel ligger, så man spørger en taxichauffør. Man må få et chok og tænke: kan det virkelig være Danmark, det her, tilføjer hun.

Hun bakkes op af Ib Terp, formand for Taxinævnet og borgmester i Brøndby.

- Det er selvfølgelig ikke godt, at taxichauffører afviser kunder, der skal ud på korte køreture. Det bør ikke finde sted, siger han.

Parterne har endnu ikke fundet en løsning på problemet, men man har påbegyndt en undersøgelse af, hvordan man får de vrangvillige chauffører til at makke ret.

Undersøgelsen ligger først klar til efteråret, men ifølge kilder har lufthavnen fået inspiration fra blandt andet forlystelsesparken Disneyland i Florida i USA, hvor 40.000 daglige besøgende har tvunget forlystelsesparken til at udvikle et innovativt kø-system.

Gæsterne i parken trækker blandt andet et nummer til for eksempel en rutsjebane og kan derefter gå frit rundt, mens de venter på, at det bliver deres tur - i stedet for at stå i kø.

/ritzau/

Dagens Gossip