Luis Enrique: Vi kan skrive klubhistorie

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Efter en skrantende første halvdel af sæsonen har FC Barcelonas offensive maskine buldret derudaf siden årsskiftet, og søndag kan klubben tage den første af de tre titler, klubben i den grad har inden for rækkevidde.

Søndag kan holdet med en sejr ude over Atlético Madrid - eller bare uafgjort hvis Real Madrid samtidig sætter point til - sikre sig det spanske mesterskab.

Herefter følger finalerne i både den spanske pokalturnering og Champions League, og Barcelona-træner Luis Enrique ved godt, at han kan være på vej i historiebøgerne sammen med holdet.

- Vi kan opnå noget meget vanskeligt, som kun er lykkedes én gang tidligere i klubbens historie, men vi skal spille tre fantastiske kampe, siger Luis Enrique med henvisning til treble-muligheden på pressemødet forud for kampen mod Atlético Madrid.

Barcelona-træneren tager da heller ikke noget som helst for givet trods favoritværdigheden til alle titlerne.

- Vi er opmærksomme på, at vi skal spille fodbold med høj intensitet i resten af sæsonen for at vinde titlerne, siger den tidligere Barcelona- og Real Madrid-spiller.

- Det er den første kamp (mod Atlético Madrid, red.), hvor vi kan sikre titlen. Det er en kæmpe motivation, siger han.

Barcelona fører Primera Division med fire point ned til Real Madrid, og der mangler to runder.

I pokalfinalen venter Athletic Bilbao, mens Barcelona skal op imod Juventus i Champions League-finalen.

/ritzau/