Lukas Hradecky får fire år i Brøndby

Brøndby har sikret sig den første markante forstærkning, siden fodboldklubben mandag rekonstruerede sig med en ny bestyrelse.

Superliga-klubben henter som ventet Esbjerg-målmanden Lukas Hradecky, der havde kontraktudløb hos vestjyderne.

Den 23-årige finne skifter derfor til Brøndby på en fri transfer.

- Lukas er uden tvivl en af de allerbedste målmænd i Superligaen, og vi så i sidste sæson, hvor stor betydning han havde for Esbjergs flotte resultater, siger Brøndbys afgående sportschef, Ole Bjur, til klubbens hjemmeside.

Også den nye cheftræner, Thomas Frank, er begejstret.

- Lukas er en super signing, det er der ingen tvivl om. Han har leveret mange flotte præstationer igennem længere tid for Esbjerg og holder et konstant højt niveau.

- Lukas hæver niveauet blandt vores keepere og højner konkurrencen. Vi vil gerne have hård konkurrence på alle positioner. Lukas er fortsat en ung spiller, og det falder godt i tråd med vores fokus på at udvikle og videreudvikle talentfulde, unge spillere, siger træneren.

Lukas Hradecky blev for fire et halvt år siden hentet til Esbjerg.

For et halvt år siden blev hans kontrakt forlænget til og med forårssæsonen, hvor han fik stor succes.

Faktisk gjorde Lukas Hradecky det så godt, at han blev kåret som forårets profil i Superligaen efter en afstemning blandt cheftrænerne i de 12 klubber i Superligaen.

Målmanden var med til at føre Esbjerg til en fjerdeplads i Superligaen og sejr i pokalfinalen.

For nylig meddelte den vestjyske klub, at den opgav at lande en ny aftale med den succesrige målmand.

Lukas Hradecky kommer til Brøndby efter at have været på tur med det finske landshold. Han indleder derfor sin Brøndby-tid med at holde to ugers ferie.

/ritzau/

Dagens Gossip