Lukasjenko byder på sandwich og musik i valglokalerne

Skrevet af admin

11/10/2015

Dagens topnyheder

Hviderusserne er i gang med deres valg, og de fleste udenlandske iagttagere - og nok også hviderussere - venter, at præsident Alexander Lukasjenko bliver genvalgt til en femte periode på præsidentposten.

Den 61-årige autokratiske leder, der fører en hård politik og ikke tøver med at fængsle sine kritikere, har været ved magten siden 1994.

Hans land er allieret med Rusland, men ellers meget isoleret.

Washington DC i USA har tidligere betegnet ham som "Europas sidste diktator".

Men Lukasjenko nyder nogen opbakning i sin befolkning på 9,5 millioner indbyggere. Mange kan godt lide, at han taler lige ud af posen.

Han er også gæstfri. Det hviderussiske tv rapporterer på valgdagen, at der i flere valglokaler bydes på sandwich og levende musik for at skabe en "feriestemning".

I forvejen har mindst 36 procent af vælgerne stemt forud for valgdagen, siger valgkommissionen.

EU har en række sanktioner mod Hviderusland, men fra Bruxelles lyder det, at forløber valgdagen uden kedelige episoder, så kan en ophævelse af sanktionerne drøftes.

Efter valget i 2010 blev der indført en rejse rejserestriktioner mod hviderussiske embedsmænd.

EU-kilder i Bruxelles siger til det franske nyhedsbureau AFP, at EU er klar til at drøfte en ophævelse af sanktionerne i kølvandet på Lukasjenkos løsladelse fra fængslet af landets sidste politiske fanger.

Hviderussiske kritikere advarer imidlertid mod at lukke Lukasjenko ind i varmen.

- Hvis de er sammen med denne morder, denne kriminelle, så er demokrati blot ord, siger oppositionsleder Mikola Statkevitj.

Også Svetlana Aleksivitj, der har vundet årets Nobelpris i litteratur, advarer.

- Hvert fjerde år kommer nye europæiske embedsmænd til magten, og de tror, at de kan løse Lukasjenko-problemet uden at vide, at denne mand ikke er til at stole på, siger hun.

- Der er ingen tvivl om, at Lukasjenko vinder. Vi har alle mistanke om, at for Lukasjenko gør det ikke noget, hvordan han vinder. Det vigtige er, hvem der skal tælle stemmerne, og derfor er der ingen overraskelser, siger hun.

Lukasjenko har tre stort set usynlige modkandidater. Kun en af dem ligner et reelt alternativ for vælgerne, nemlig den 38-årige Tatiana Korotkevich, som har gjort det godt i meningsmålingerne.

Men selv medlemmer af hendes kampagne tvivler på, at hun får tilstrækkelig med opbakning til at hindre, at Lukasjenko får mindst 50 procent af stemmerne, hvilket indebærer, at han vinder i første runde.

/ritzau/