Lukkeloven skræmmer butiksansatte væk

Detailhandlen frygter, at mange ansatte vil søge over i andre brancher, efter at lukkeloven er blevet afskaffet, og de ansatte har fået skævere arbejdstider.

En undersøgelse foretaget af Epinion viser nemlig, at 64 procent af HK Handels medlemmer synes, at der er for meget arbejde på skæve tidspunkter, og 52 procent ligefrem overvejer at skifte karriere på grund af arbejdstiderne.

- Det er skræmmende, at så mange af vores medlemmer overvejer at skifte branche, for det er for de flestes vedkommende folk, der er glade for at være i detailhandlen, men som bare ikke kan få tingene til at hænge sammen, siger formand for HK Handel, Jørgen Hoppe.

Det er især de yngre medarbejdere, der er utilfredse med arbejdstiderne. Hele 68 procent af HK Handels medlemmer under 29 år overvejer et karriereskift på grund af arbejdstiden.

- Det er et problem for medlemmerne, fordi de kommer til at arbejde på tidspunkter, hvor samfundet ikke følger med. Daginstitutionerne følger ikke med, for det er stort set umuligt at få passet børn i weekenderne eller sent om aftenen.

- De offentlige transportmidler følger heller ikke med, for det er svært at komme på arbejde om aftenen, fordi der er færre offentlige transportmidler, siger Jørgen Hoppe.

Han frygter, at det kommer til at gå ud over serviceniveauet i butikkerne, hvis de ansatte i detailbranchen gør alvor af deres overvejelser om at skifte job.

- Så kommer der flere fritidsjobbere ind, unge studerende, som selvfølgelig gør det bedste de kan, men som ikke kan gøre det lige så godt som nogen, der er uddannet inden for området, siger Jørgen Hoppe.

Via overenskomsterne har HK Handel sørget for, at de ansatte får fordelt de skæve arbejdstider nogenlunde jævnt imellem sig. Men der er også brug for, at politikerne kommer på banen, mener Jørgen Hoppe.

- Vi må råbe politikerne op og få dem til at forstå, at der er et problem. De må gøre noget, for at ansatte kan få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, siger han.

 

Dagens Gossip