Lukket Lindøværft er blevet en kæmpe succes

Der er igen masser af aktivitet ved det nedlagte Lindøværft på Fyn.

En stribe nye virksomheder er rykket ind i det specielle industriområde ved Odense Fjord, som nu går under navnet Lindø Industripark.

Der er nu 58 lejere, som beskæftiger flere end 1000 ansatte på stedet og har en omsætning på over to milliarder kroner om året på det tidligere skibsværft, skriver Børsen.

- Vi forventer at nå op på 1300-1500 mand i løbet af det næste år, siger divisionschef Michael Nymark Hansen, Lindø Industripark, ifølge Børsen.

- Siden årsskiftet har vi fået omkring 10 nye lejere ind, så der sker rigtigt meget i øjeblikket, tilføjer han.

Reperationsværftet Fayard og den nordjyske projektvirksomhed Bladt Industries er blandt de tungeste aktører i industriparken og lægger beslag på mange dok- og kajfaciliteter og produktionshaller.

- Vi kan se, at der er en række underleverandører på vej ind sammen med Bladt Industries, og der er udsigt til mere arbejde til de virksomheder, der allerede ligger herude, siger Michael Nymark Hansen.

Siemens Wind Power og Vestas er også til stede i Lindø Industripark, der byder på faciliteter, som man kan bruge til at håndtere meget tunge stålkonstruktioner og fragte dem væk på skibe.

Det nu lukkede Lindøværft sendte sit sidste skib ud i Odense Fjord i 2012. Værftets ejer, A.P. Møller-Mærsk, vil ved udgangen af året have brugt cirka 200 millioner kroner på at udvikle den nye industripark, skriver Børsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip