Lukninger giver lettelse i soldaterforening

Nyheden om lukningen af to kaserner i forbindelse med forsvarsforliget modtages med blandede følelser i Hærens Konstabel- og Korporalforening.

- Vi har haft ganske mange medlemmer og deres familier, som i lang tid har gået rundt i usikkerhed, og det er i hvert fald overstået nu. Det er den positive del af det, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening,

- Så er der selvfølgelig nogle familier, der nu kan drage et lettelsens suk, mens andre skal til at finde ud af, om deres tid i forsvaret er forbi. Der er nogle, der er blevet glade i dag, og der er nogle, der er blevet det modsatte. Det siger sig selv, tilføjer han.

Forsvarsforliget har været længe ventet blandt de ansatte, som bliver berørt af kasernelukningerne. Resultatet af forhandlingerne er, at der skal lukkes kaserner i Sønderborg og Fredericia og skæres drastisk ned i Vordingborg.

Lukningerne er dog ikke nok til at nå det ønskede sparemål på 2,7 milliarder kroner. Derfor skal der også spares 227 millioner kroner på materiel.

Fagforeningen går nu i gang med at hjælpe de berørte medlemmer, siger Flemming Vinther.

- Vi går i dialog med forsvaret for at finde ud af, hvornår lukningerne skal effektueres, hvad rækkefølge det bliver, og hvad der bliver af muligheder for job andre steder i forsvaret, siger han.

Flemming Vinther vil i den kommende tid danne sig et overblik over, hvor mange ansatte der helt må forlade forsvaret i forbindelse med besparelserne.

- Så skal vi have stablet nogle tilbud på benene til de medarbejdere. Det kan være kompetenceafklaring, kurser og efteruddannelse, som kan hjælpe dem videre, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV