Lumre revystjerner: Det kan godt kamme over

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

Når Niels Olsen og Henrik Kofoed plejer at stå på scenen sammen, er det som Ørkenens Sønner, men til sommer skal de to folkekære stjerner prøve hinanden af i en ny konstellation. Her skal de nemlig spille revy i Tivoli sammen med blandt andet Bodil Jørgensen.

Og Bodil Jørgensen, der er garvet på scenen i Glassalen i Den Gamle Have, glæder sig til at få selskab af de to stjerner, der er kendt for deres lumre tone.

- Det er to mennesker, jeg holder enormt meget af, og vi har det allerede så sjovt. Vi danser og synger og griner. Den lumre tone klæder jo mig meget godt, men jeg er uskyldig. Det er dem, der er så svinagtige, bedyrer Bodil Jørgensen med et glimt i øjet.

- For den uskyldige er alting rent. Jeg er jo fra Jylland, vi kender slet ikke til sådan noget, siger hun.

Ifølge Henrik Kofoed er det dog Bodil Jørgensen, der kan være mest lummer.

- Det skulle man ikke tro, men det kan hun, siger Henrik Kofoed og afslører:

- Vi er alle sammen nogle værre grinebidere, og det kan godt være at det ind i mellem kommer til at kamme lidt over. Men det er hyggeligt. Og det er meget vigtigt, at der er en god kemi på sådan et revyhold, siger han.

Når Tivoli-revyen får premiere, vil der dog ud over lummerhed, også være andre ting på menuen, fortæller Niels Olsen.

- Der er også et andet fokus. Vi har en del politisk satire. Men der bliver også noget for dem, der godt kan lide det lumre, lover han.

Tivolis revy har premiere den 2. juni.

/ritzau/FOKUS