Lumske revlehuller holder danske livreddere beskæftiget

Skrevet af admin

02/08/2016

Mest læste i dag

Solen skinner, vandet er varmt, og vaffelisen er kold.

Det lyder som den perfekte opskrift til en skøn dag på stranden.

Men ved kraftig pålandsvind kan de lumske revlehuller, også kaldet hestehuller, opstå, og sommeridyllen kan få en brat afslutning.

TrygFondens Kystlivredning advarer nu danske badegæster, efter at fire personer alene i sidste uge var i livsfare på grund af revlehullerne.

- Som udgangspunkt er revlehuller egentlig ikke farlige, men hvis man ikke holder hovedet koldt, kan det gå galt, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.

Tre unge drenge blev fanget i et revlehul ved Hvide Sande i Vestjylland, mens en ældre mand blev fanget i en stærk strøm ved Vejers Strand tæt ved Blåvand. Alle fire blev reddet sikkert i land.

- Hvis man støder på et revlehul, er det meget vigtigt, at man ikke prøver at svømme hen mod stranden, men langs med stranden. Tit er der kun fem til ti meter, man behøver at svømme til siden, før man kommer fri, siger Anders Myrhøj.

Selv om livredderne havde en del at se til i sidste uge, er det ikke, fordi der har været mere end normalt at se til på de danske strande i denne sommer, lyder det.

Anders Myrhøj siger, at man hvert år ser en stigning af redningsaktioner, når tyske turister begynder at valfare til Danmark. De er ikke klar over faren ved især Vesterhavet.

Men det er ikke kun turister, der kan rende ind i problemer, fortæller Anders Myrhøj.

- Desværre ser vi tit at selv dygtige svømmere går i panik, når de svømmer ind i et revlehul. For selv om man er en rigtig stærk svømmer, kan man ikke svømme mod strømmen i et revlehul.

/ritzau/