Lundbeck-chef tror på sin pipeline

Udviklingen og lanceringen af nye medikamenter, der kan afløse medicin, hvor patentbeskyttelsen falder bort, er livsvigtig for medicinalvirksomheder, og derfor er det essentielt, at virksomhederne har blikket rettet mod horisonten - den såkaldte pipeline.

På trods af at Lundbeck tidligere er blevet omtalt som havende en svag pipeline, så mener Anders Götzsche, Lundbecks finansdirektør, at der i dag er »rigeligt« at se til, når det kommer til udviklingen.

»Vi er i en transitionsperiode, hvor vi skal skifte nogle ældre lægemidler ud med nye. Og jeg synes, at første kvartal dokumenterer, at vi er rigtig godt på vej. I forhold til størrelsen af vores selskab har vi en spændende pipeline, som kan skabe vækst fremadrettet. Så vi har rigtigt meget at lave - både når det gælder forskning, udvikling og lanceringer af allerede godkendte lægemidler,« siger Anders Götzsche til Berlingske og tilføjer:

»Vi mener helt klart, at vi har en pipeline, der holder os rigeligt beskæftiget.«

Strategien er stadig at få opbygget en bred portefølje af lægemidler mod lidelser i hjernen, og at salget skal spredes bredt ud geografisk set. Produktkurven skal indeholdende alt fra antidepressiver, skizofreni- og epilepsimedicin til medikamenter mod blodpropper i hjernen. Og i Anders Götzsches optik er det netop opskriften på økonomisk vækst og succes.

»Det er nogle af de områder, hvor man venter størst vækst med hensyn til behandlingsformer de kommende år. Og vi er ledende inden for de områder i dag - det forventer jeg også, vi er om fem år. Lundbeck er et selskab, som står endnu stærkere inden for hjernesygdomme,« siger han.

Alt i alt mener Anders Götzsche, at kvartalsregnskabet vidner om tre stærke måneder, og at satsningerne på fremtidens omsætningsmotorer begynder at give resultat.

»Det er et stærkt kvartal. Vi har samlet set vækst i omsætningen på 21 procent og vi leverer en driftsindtjening på 1,5 milliard kroner,« siger han til Berlingske og tilføjer:

»Men det jeg hæfter mig ved, er, at salget af vores nye lægemidler - og det er jo det, der skal være grundlaget for fremtidig vækst - stiger med 36 procent. Derudover har vi jo en strategi om at lave en geografisk diversificering, og her kan man se, at salget er steget 17 procent i kategorierne de internationale markeder og USA.«

Anders Götzsche noterer sig i den forbindelse, at salget af de to nyeste godkendte medikamenter, alkoholisme-midlet Selincro og skizofreni-medicinen Abilify Maintena, går godt.

 

Dagens Gossip

Dagens TV