Lundbeck får 150 mio. dollar for ny Alzheimers-aftale

Lundbeck og Otsuka udvider samarbejdet. De to parter indgår en aftale om udvikling og kommercialisering af Alzheimers-medicinen »Lu AE58054«. Det meddeler det danske medicinalselskab tirsdag morgen i en børsmeddelelse.

I henhold til aftalen modtager Lundbeck en førstegangsbetaling på 150 millioner dollar (855 millioner kroner) ved aftalens indgåelse. Senere har Lundbeck udsigt til at modtage 675 millioner dollar (ca. DKK 3,9 mia.) i regulatoriske og salgsrelaterede milepælsbetalinger, fremgår det af meddelelsen.

Begge selskaber vil dele salg, udvikling og kommercialiserings-omkostninger i henhold til aftalen.

Lundbeck er parat til at offentliggøre kliniske data fra fase II-forsøgene med præparatet til en konference i Boston til sommer. Herefter ventes de to parter at gå i gang med de omfattende fase III-forsøg, der kan lede til en kommercialisering af medicinen. Forsøgene vil involvere mere end 2.500 forsøgspersoner, og patienter med »mild til moderat« Alzheimers vil blive inkluderet i forsøgene, skriver Lundbeck.

Lundbecks koncernchef Ulf Wiinberg ser frem til videreudviklingen af præparatet, og han ser samarbejdet med Otsuka som en gevinst.

»Der er et alvorligt globalt udækket medicinsk behov for nye behandlinger af Alzheimers sygdom blandt verdens aldrende befolkning. Otsuka og Lundbeck vil med deres fælles evner være i stand til at øge lægemidlets potentielle tilgængelighed for patienter rundt om i verden,« siger Ulf Wiinberg i en kommentar i børsmeddelelsen.

Den japanske partner, i form af Otsuka-direktør Taro Iwamoto, noterer sig med aftalen, at Lundbeck og Otsuka nu bliver endnu tættere forbundet.

»Det globale samarbejde mellem Otsuka og Lundbeck vokser sig fortsat stærkere med tilføjelsen af Lu AE58054. Dette projekt udvider ikke kun synergi-mulighederne mellem de to selskaber, da vi samarbejder om at bringe markante løsninger til forbedret sundhed, og Lu AE58054 er et potentielt lovende udviklingsprojekt inden for en meget svær sygdom,« siger han i meddelelsen.

Alzheimers sygdom er en fremadskridende sygdom, hvor hjernen gradvist nedbrydes. Lidelsen ses ifølge Lundbeck oftest hos mennesker over 65 år. Patienter med Alzheimers sygdom udvikler foruroligende ændringer i hukommelse, tanker, funktionsevne og adfærd. Sygdommen forværres med tiden.

 

Dagens Gossip