Lundbeck flytter job til Polen

Medicinalkoncernen Lundbeck, der er i gang med sit Fit for the Future-program, som ventes at give årlige besparelser på over 500 mio. kr., har nu gjort status over projektet.

I en meddelelse til fondsbørsen oplyser selskabet, at man opjusterer forventningerne til omsætningen for 2013 fra 14,6-15 milliarder kr. til 14,8-15,2 milliarder kr. Samtidig oplyser ledelsen, at den vil foretage en hensættelse på 200 mio. kr. i forbindelse med Fit for the Future-programmet, men Lundbeck fastholder sine forventninger til resultat af primær drift (EBIT) for 2013, som altså nu også indeholder hensættelsen.Den ekstra hensættelse på 200 mio. kr. skyldes, at medicinalkoncernen i forbindelse med omstruktureringen af de administrative serviceydelser i Europa vil etablere et business-servicecenter i Polen.

"Den foreslåede omstrukturering af administrative serviceydelser vil formentlig få indvirkning på omkring 180-200 stillinger i perioden 2014-2015. Efter den foreslåede omstrukturering vil Lundbeck foretage en hensættelse på ca. 200 mio. kr. i 3. kvartal 2013, som dækker alle tiltag i Fit for the Future-programmet. De endelige skøn over programmets omkostninger og besparelser er med forbehold for gennemførelsen af konsultationsprocesser med de relevante samarbejdsudvalg," skriver ledelsen i meddelelsen til fondsbørsen.

Lundbecks Fit for the Future-program blev præsenteret den 20. juni 2013 med det mål at forenkle og effektivisere virksomheden. Som led i planen vil den kommercielle struktur i Europa med sine flere end 30 datterselskaber blive samlet i 10 forretningsenheder. Fit for the Future-programmet ventes at køre i perioden 2013-2015.

Dagens Gossip