Lundbeck opgiver at udvikle lægemiddel mod slagtilfælde

Den danske medicinalkoncern Lundbeck har besluttet at stoppe sine forsøg med at udvikle et lægemiddel til behandling af akut slagtilfælde.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse onsdag aften efter at have evalueret resultaterne fra studierne med midlet desmoteplase.

Den børsnoterede virksomhed advarede allerede i juni investorerne om, at projektet muligvis ville blive droppet. Og nu er dommen faldet:

- Efter evaluering af den samlede datapakke inklusive resultater fra Dias-4 for forsøgslægemidlet desmoteplase har Lundbeck besluttet at stoppe yderligere udvikling i iskæmisk slagtilfælde, skriver selskabet.

Selskabet tygger nu på, hvad der så skal ske med desmoteplase.

- Alternativer, inklusive afhændelse, vurderes på nuværende tidspunkt, skriver Lundbeck.

Beslutningen om at indstille forsøgene medfører en nedskrivning på 309 millioner kroner i regnskabet for fjerde kvartal. Derfor bliver skønnet for det primære driftsoverskud i år sænket med et tilsvarende beløb.

Tidligere ventede Lundbeck at få et driftsoverskud på op til 500 millioner kroner. Nu forventer selskabet et overskud på højst 200 millioner kroner i 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV