Lundby Efterskole tiltales for Præstø ulykke

Anklagemyndigheden ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har besluttet at rejse tiltale i sagen om kæntringsulykken på Præstø Fjord den 11. februar sidste år.

Ved ulykken faldt 13 elever og to lærer fra Lundby Efterskole i vandet, da gruppen i en fladbundet dragebåd sejlede ud på Præstø Fjord.

Den ene lærer omkom, og syv elever måtte genoplives.

Senere kom havarikommissionen med en sønderlemmende kritik af efterskolen, der ifølge havarirapporten ikke tog sikkerheden alvorligt.

"Foran alle andre faktorer, der ligger til grund for ulykken, har der på Lundby Efterskole været en manglende erkendelse af risici og identificering af faremomenter, der var forbundet med dragebådssejlads", hed det i rapporten, fra september sidste år.

For nok var ledelsen opmærksom på, at der kunne være en risiko ved at sejle med dragebåde. Men der var ingen skriftlige retningslinjer, og sikkerheden hvilede kun på mundtlige aftaler med lærerne, som man havde tillid til.

Kun den ene af de to lærer, der var med, havde større erfaring i at sejle med dragebåd, men han havde som den eneste ikke svømmevest på.

Eleverne var udstyret med svømmeveste, men ikke redningsveste, der kunne sikre, at de holdt hovedet over vandet, selv hvis de skulle miste bevidstheden.

Flere af eleverne blev da også fundet stående op i vandet, livløse og med hovedet under havoverfladen.

Trods vintervejret var der ikke tradition for at bruge våddragter på skolen, og ud over øsekar var der ikke noget sikkerhedsudstyr om bord på båden.

Nu har anklagemyndigheden så besluttet at rejse tiltalt mod Den Selvejende Institution Lundby Efterskole og mod skolens forstander, Truels Achton Truelsen, oplyses det i en pressemeddelelse.

Begge tiltales for uagtsomt manddrab og for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.

Der er også rejst tiltale efter sølovgivningen for "forvoldelse af søulykke og sejlads i strid med godt sømandskab" samt "undladelse af at sikre, at menneskeliv på søen er betryggende sikret."

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår straffesagen, der skal føres ved Retten i Nykøbing Falster skal behandles.

 

Dagens Gossip