Lusket weekendvejr giver både sne og lidt sol

Sne, slud og så en anelse sol.

Det bliver formentligt ingredienserne i weekendens vejr, som dog er en anelse sværere end normalt for meteorologerne at spå om.

- Det, der kommer til at sætte dagsordenen i weekenden, er, at vi kommer til at ligge i et stort lavtryksområde med en masse lavtrykscentre inden i, og det gør det lidt svært at forudsige, hvad der præcist sker, forklarer DMI's vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

Nedbør af den hvide slags kommer der dog formentlig, mens man også vil kunne forvente små plusgrader om dagen og frost om natten.

- Der kommer noget sne og slud af og til. Men der er også en chance for, at det lysner lidt engang imellem - ikke at der kommer sol i store mængder, siger Frank Nielsen.

Fredag ser det umiddelbart ud til, at Bornholm og den østlige del af Sjælland bliver ramt af sne eller slud, men også Nordjylland kan i aftentimerne få lidt sne.

Også lørdag og søndag vil der formentlig komme byger.

- Ingen slipper nok helt fri for noget af det. Men man kan måske få en fornemmelse af, at de fleste snebyger bliver ved Østersøen og i Nordjylland, siger meteorologen.

Umiddelbart er der ifølge Frank Nielsen ikke udsigt til, at sneen kommer i enorme mængder, når bygerne rammer, men med det drilske vejrsystem over Danmark er også mængderne svære at forudsige.

- Det er lidt lusket, for med den her vejrtype kan nogle af bygerne helt lokalt blive kraftigere, end man regnede med, og så kan der komme til at ligge mere sne end som så, lyder det fra Frank Nielsen.

I løbet af weekenden kan der lokalt blive op til otte graders frost, men den prognose afhænger af både sky- og snedække.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV