Lykke Metzger og Puk Mortensen er de bedste tjenerelever

Det var den absolutte elite af regionens mange kokke- og tjenerelever, der havde strøget skjorterne og slebet knivene op til konkurrencen om at blive regionens bedste elevteam på erhvervsskolen, Hansenberg, i Kolding.

Spisesteder som Ti Trin Ned, Fakkelgården og Ågård Kro var repræsenteret, og selvom Hotel Legoland også tidligere år har været at finde i både kokke og tjenerkategorien, er det første gang, det er lykkedes at slå de mange prominente modstandere.

- Vi er simpelthen så stolte over, at vores elever kan bryste sig af lige netop denne titel. Hansenbergs Elevteam titel er enormt prestigefuld, og det er en hård konkurrence, hvor kun de allerbedste bliver taget i betragtning, siger food and beverage manager på Hotel Legoland, Thomas Guldbæk.

Træning med stjernekokke

Forud for den store konkurrence ligger mange timers hårdt arbejde på både Hotel Legoland og til træningsaftenener på netop Hansenberg med stjernekokke som Thomas Pasfall, kendt fra Munkebo Kro og TV2 programmet Cecilie og Madklubben, og Mette Gassner, som blev årets kok i 2011, på kokkelandsholdet og køkkenchef på restaurant Ti Trin Ned i Fredericia.

Tjenerne dystede i discipliner som både borddækning, servering og præsentation af ostebord.

- Vi er konkurrencemennesker og har lagt rigtigt mange timers træning i at blive helt skarpe i alle disciplinerne. Det har været hårdt, men også det hele værd, fortæller tjenerelev på Hotel Legoland og ikke mindst titelvinder ved konkurrencen, Puk Mortensen.

Puk Mortensen og Lykke Metzger blev i særlig grad rost for deres samarbejde under konkurrencen, og de to har også tænkt sig at præmiepengene skal gå til endnu en fælles udfordring i form af en tur til Frankrig for at blive klogere på vin.

Dagens Gossip