Lykkelig City-keeper jubler: Vi strålede

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Mens det kniber med resultaterne i den hjemlige liga, er Manchester City godt i gang med at skrive klubhistorie i Champions League, hvor den nyrige klub for første gang er klar til semifinalen.

Pladsen blandt de fire bedste blev sikret med 1-0-sejren over Paris Saint-Germain tirsdag aften, og målmand Joe Hart er stolt af sit holds præstation mod de stærke franskmænd.

- Det er en fantastisk aften for os, for vi har arbejdet hårdt i denne turnering. Vi havde det svært i starten af turneringen, men nu kan vi være med.

- Ros til PSG, for de var med til at gøre det til en fremragende kamp. Jeg synes, vi strålede i aften, siger Joe Hart til uefa.com.

Matchvinder hjemme på Etihad Stadium blev Kevin De Bruyne, der sørgede for den enlige scoring 14 minutter før slutfløjtet.

- Det føles skønt. Vi spillede en virkelig god kamp. Paris skabte ikke så meget, og jeg mener, vi fortjener at gå videre.

- Vi er i semifinalen, og nu kan alt ske. Det bliver svært, men vi glæder os, siger den belgiske offensivspiller.

Manchester City er klar til semifinalen sammen med Real Madrid. Der bliver sat navn på de to øvrige semifinalister onsdag aften. Der er lodtrækning på fredag.

/ritzau/