Lykketoft: Christiansborgs lokale-kabale fortsætter

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Et puslespil, der hver eneste gang får følelserne voldsomt i kog.

Sådan beskriver Folketingets afgående formand, Mogens Lykketoft (S), den fordeling af lokalerne på Christiansborg, der finder sted efter et valg.

For partiernes skiftende størrelser betyder, at der bliver behov for større eller mindre gruppeværelser, og de mest prestigefyldte lokaler nær Statsministeriet og Folketingssalen er i høj kurs.

Denne gang sidder formanden med den yderligere udfordring, at et helt nyt parti, Alternativet, er kommet ind i Folketinget.

Det har affødt et oplæg fra Folketingets side om, at de medier, der i dag har redaktioner i den bygning, der hedder Ridebanen, skal flytte til Kirkeløngangsbygningen, der forbinder selve Christiansborg med den tilhørende slotskirke.

Det vakte onsdag stor kritik i pressekorpset.

- I åbenhedens navn smider Folketinget nu journalisterne ud af Christiansborg, skrev dagbladet Børsens politiske redaktør, Mads Brandstrup, på Twitter.

Mogens Lykketoft mener dog, at problemet bliver gjort større, end det er.

- Jeg er som afgående formand kun interesseret i, at alle er så tilfredse som muligt. Men jeg synes, det er en forkert fremstilling, at der er nogle, der bliver udelukket fra Christiansborg, siger han.

- Der er ikke nogen politisk dagsorden i det.

- Vi fortsætter med at tale med alle parter, men der bliver nogle, der skal flytte, for at vi kan nå det optimale for de folkevalgte, siger han.

Når Alternativets ni folkevalgte kommer ind som nyt parti, kræver det mere plads, end hvis det blot var ni medlemmer af de eksisterende partier, forklarer han. Alternativet skal blandt andet have et gruppeværelse og plads til partiets ansatte.

Derudover er der lokalemangel, fordi nogle lokaler er ved at blive renoveret, forklarer Lykketoft.

Torsdag forlyder det, at de berørte medier, der ud over Børsens politiske redaktion blandt andet tæller Politiken og Jyllands-Posten, i stedet skal flytte til Proviantgården, der modsat Kirkeløngangsbygningen er direkte forbundet med Christiansborg.

Mogens Lykketoft kan dog ikke bekræfte, at det bliver den endelige model.

- Jeg vil slet ikke være i stand til at svare på, hvad løsningerne kan blive. Der er ikke lavet nogen aftaler endnu. Så meget er helt sikkert, siger han.

- Men kabalerne fortsætter, og I kan høre nyt i næste uge, formentlig.

Alternativet får kontorer yderst på Ridebanen, oplyser han.

/ritzau/