Lykketoft: Danske Mali-soldater skal kunne slå fra sig

Det danske forsvar er klar til at bidrage med soldater til FN's fredsbevarende mission i Mali, hvor islamister og kriminelle bander huserer i landets nordlige regioner.

Og blandt politikerne på Christiansborg tegner der sig et flertal for at sende soldaterne af sted.

Det glæder formanden for FN's Generalforsamling, Mogens Lykketoft.

- Mali er et af de lande, der er truet af vold, ekstremisme og terrorgrupper. Det er godt, at Danmark placerer sig som et af de lande, der bidrager til FN's operationer, siger Lykketoft til Ritzau.

- Jeg forstår, at det er ikke nogen direkte kampopgave, men de skal være klar til at slå fra sig, hvis de bliver angrebet. Det er et vanskeligt terræn, og det er ikke nogen ufarlig opgave, lyder hans beskrivelse af opgaven.

Hvorvidt Danmark skal sende tropper afventer en politisk beslutning, men forsvarsminister Peter Christensen (V) understreger, at Forsvaret er klar, hvis det politiske flertal viser sig.

- Det konkrete bidrag har vi ikke taget stilling til endnu, men det er vigtigt for mig at understrege, at det danske forsvar er i fin stand til at levere og bidrage rundt omkring i verden, siger han.

Både Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og til dels Enhedslisten ser positivt på spørgsmålet.

- Det er en alvorlig beslutning, om vi skal sende danske soldater ud i noget, der kan blive til en væbnet konflikt.

- Så det skal være ordentligt gennemarbejdet. Men når FN anmoder om noget, er vi som udgangspunkt positive, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen.

De Konservative og Dansk Folkeparti ser derimod skeptisk på udsendelsen af et større antal soldater til Mali.

/ritzau/

Dagens Gossip