Lykketoft giver pressen på Christiansborg det gule kort

Pressefolkenes stadigt mere aggressive fremfærd på gangene på Christiansborg får nu Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til at advare journalisterne om, at deres bevægelsesfrihed kan blive indskrænket.

Det fremgår af et brev fra Lykketoft til formanden for Folketingets Presseloge, Anders Jerking, der er redaktionschef på Altinget.dk.

Gnidningerne mellem pressen og politikerne på Christiansborg tog for alvor fat for et års tid siden, da to medarbejdere fra Ekstra Bladet fik karantæne, fordi de forfulgte den konservative leder, Lars Barfoed, op og ned ad gange og trapper på Borgen.

Og på det seneste har der været yderligere et par episoder, som har vakt harme blandt politikere og embedsmænd.

15. januar måtte Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, nærmest løbe spidsrod, da han skulle bevæge sig fra en konference og tilbage til sit kontor - en episode, som Lykketoft hæfter sig ved:

- Specielt har det vakt kritisk opmærksomhed, at Statsministeriets departementschef - til trods for, at han udtrykkeligt afviste at udtale sig - blev forfulgt på gangene og tilsyneladende hæmmet i sine muligheder for at bevæge sig fra mødet i forsøg på at aftvinge ham en udtalelse.

- Ligeledes kan jeg forstå, at MF Annette Vilhelmsen tirsdag den 4. februar blev ramt i hovedet af en mikrofon fra et kamera, da hun blev omkranset af journalister, skriver Lykketoft til formanden for Folketingets Presseloge om den afgående SF-formand.

Han indleder brevet med at gøre opmærksom på, at flere medlemmer af Folketinget diskuterer, om det kan være rigtigt, at pressens repræsentanter kan bevæge sig frit på Borgen.

Senere i brevet understreger Folketingets formand, at han ikke ønsker ændringer i mediernes tilstedeværelse, men tilføjer dog, at det kræver, at der er fuld respekt om politikernes og pressens aftale om journalisternes opførsel:

- Det er min opfattelse, at aftalen betyder, at afslag på at udtale sig umiddelbart skal respekteres, og at alle politikere og andre, der deltager i arrangementer i Folketingets område, skal kunne færdes uhindret og ikke udsættes for paparazzilignende adfærd.

Anders Jerking tager henvendelsen meget alvorlig og vil drøfte den med de andre medlemmer af Presselogen.

- Det er vigtigt, at vi kan stille spørgsmål til politikerne og beslutningstagerne, men det skal selvfølgelig foregå på en ordentlig måde. Det har vi en rigtig god dialog med præsidiet og Lykketoft om, siger han til Ritzau.

Presselogens formand tilføjer, at det var et uheld, at Vilhelmsen blev ramt af en mikrofon, hvilket "vi selvfølgelig beklager meget".

/ritzau/

Dagens Gossip