Lykketoft: Partier presses om partistøtte

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

De politiske partier må vælge side: Enten støttes de af private sponsorer, så bidrag modregnes i den offentlige støtte. Eller også de skal satse på en mere lukrativ offentlig partistøtte, som skal fordobles eller tredobles fra nu 30 kroner pr. dansk vælger.

Det foreslår Folketingets formand, Mogens Lykketoft, der vil reformere den højere partistøtte, han indførte i 1995 sammen med De Konservative, mens Venstre var imod. Han vil sænke det beløb på 20.000 kroner, som man anonymt må give et parti.

- I Danmark har vi mindre indseende med de private bidrag. Vi har meget mindre offentlig partistøtte til partierne end Sverige og Norge, som yder tre gange så meget. I andre lande modregnes private bidrag, så partierne må vælge, siger Mogens Lykketoft.

Han ser det som en demokratisk opgave, at gøre partierne mindre afhængige af private sponsorer. I Danmark får partierne godt 100 millioner kroner årligt i offentlig støtte.

- Man må vælge mellem private og offentlige bidrag. Når partier som i USA er helt afhængige af private bidrag, får sponsorernes interesser alt for kraftig placering, mener Mogens Lykketoft.

Venstre, De Konservative og Liberal Alliance sponsoreres af private som Saxo Bank, A.P. Møller Mærsk eller Danske Bank. De borgerlige partier påpeger, at fagforeninger støtter røde partier som 3F, der i 2011 kørte valgkampagnen "Skævt" imod VK-regeringen.

Fagforeningernes støtte skal også rammes, siger Mogens Lykketoft.

- En kampagnen som 3F's "Skævt" må man modregne i partistøtten. Hvis man direkte vil ramme private bidrag til partier, gøres det nemt illusorisk, hvis man ikke i samme omgang rammer indirekte støtte, mener han.

Økonomiminister Margrethe Vestager forhandler med partierne efter sommerferien, siger hun til Berlingske.

/ritzau/