Lyngby afviser at have økonomiske vanskeligheder

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Lyngby Boldklub er ikke i økonomiske problemer.

Det siger klubben, hvis egenkapital udgør 313.151 kroner efter et stort underskud i seneste regnskabsår.

- Vi har klart kommunikeret, at grundlaget for vores ambitiøse vækstplan er, at vi vil rejse kapital løbende, siger Dennis Poulsen, der er klubbens administrerende direktør, til Lyngbys hjemmeside.

I årsrapporten bliver det slået fast, at Lyngby frem mod udgangen af februar næste år skal skaffe mellem 16 og 18 millioner kroner, hvoraf de 7,2 millioner kroner allerede er i hus.

- Det er en forudsætning for selskabets fortsatte aktiviteter, at kapitalforhøjelserne eller anden form for tilførsel af likviditet tilvejebringes, står der i årsrapporten.

Ifølge Dennis Poulsen går alt efter planen, og underskuddet på knapt ti millioner kroner efter skat skal ses i forhold til, at klubben har investeret massivt for at geare sig til fremtiden.

- Lyngby Boldklub følger den økonomiske genopretningsplan, som blev lagt i januar 2015, og senere revideret.

- Vi budgetterer således nu med et underskud på 6,8 millioner kroner for regnskabsåret 2015/16 og et overskud for regnskabsåret 2016/17 - resultater, som ikke medregner eventuelle transferindtægter.

- Da Hellerup Finans A/S overtog Lyngby Boldklub A/S i december 2014, stod fodboldklubben foran en potentiel konkurs.

- Der er nu rettet op på økonomien, og vi forventer gode resultater såvel sportsligt som økonomisk i fremtiden, om end der stadig venter en masse hårdt arbejde, siger Dennis Poulsen.

Lyngby fører 1. division med 41 point for 19 kampe og er på sikker kurs mod oprykning til Alka Superligaen.

Klubben har hele 11 point ned til Vejle, der ligger nummer fire lige uden for de tre oprykningspladser.

/ritzau/