Lyngby: FCK-fans bag hærværk på vores stadion

Skrevet af admin

30/11/2013

Mest læste i dag

På onsdag får Lyngby besøg af FC København i pokalturneringens kvartfinaler.

Lørdag aften beskylder Lyngby i en pressemeddelelse FCK-fans for hærværk på Lyngby Stadion.

- Overmalinger, graffiti og FCK-tags var, hvad Lyngbys spillere lørdag morgen mødte ind til på Lundtoftevej, hvor De Kongeblå spiller og træner hjemme på Lyngby Stadion.

- I løbet af natten havde en gruppe personer med tilknytning til FC København været forbi stadion og overmalet blandt andet reklameskilte, klubhus, udskiftningsbokse, spillertunnel og Juul & Nielsen-Loungen, skriver Lyngby i pressemeddelelsen.

Hærværket har fundet sted både natten til fredag og natten til lørdag, lyder det fra Lyngby. Værst gik det ifølge klubben til natten til lørdag.

- Allerede natten til fredag var der ubudne gæster på stadion, hvor der blev ophængt et større antal klistermærker. Det gjorde der også natten til lørdag, og i alt har Lyngbys personale fjernet mere end 400 klistermærker, skriver Lyngby.

Klubdirektør Brian Lemmeke siger, at Lyngby nu opprioriterer vagtbemandingen på Lyngby Stadion frem mod onsdagens kamp.

- Det er ærgerligt, at sådan noget sker. Det har været meget organiseret, og de har været meget grundige, må man sige. Vi sikrer nu i første omgang stadion med ekstra vagter og hunde frem mod kampen.

- Vi har haft en rigtig god optakt til kampen foreløbigt, og billetsalget går strygende, så det skal ikke ødelægge det hele.

- Men det er da klart, at der nu er endnu flere ting, der skal nås, og det er møg irriterende, at vores lille administration skal spilde sin i forvejen sparsomme tid med den slags, siger Brian Lemmeke.

Onsdagens kamp fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/