Lyngby har ny ledelse på plads efter balladesag

Dennis Poulsen skal være ny administrerende direktør i fodboldklubben Lyngby Boldklub, meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Han afløser Christian Hill-Madsen, der for en uge siden trådte tilbage og solgte sine aktier i klubben til Hellerup Finans.

Det skete efter pres fra Hellerup Finans, der truede med at udtræde af fodboldklubben, efter at en sponsortur til Madrid for nylig udartede sig med blandt andet besøg på en stripbar.

Dennis Poulsen kommer fra en stilling i netop Hellerup Finans.

Samtidig indtræder Torben Jensen, stifter og storaktionær i Hellerup Finans, i bestyrelsen som formand.

Med sig tager han Lars Riis Kofoed som næstformand og Thomas Sonne-Schmidt som bestyrelsesmedlem.

I samme ombæring kickstarter klubben en kapitaludvidelse.

Lyngby topper den næstbedste række med 37 point for 18 kampe og har dermed kurs mod Superligaen inden forårssæsonen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV