Lyngby og Vendsyssel udnytter Vejle-brøler

Skrevet af admin

18/10/2015

Dagens topnyheder

Godt en tredjedel inde i turneringen tyder meget på, at Lyngby er på vej i Superligaen - formentlig med følgeskab af Vendsyssel.

I hvert fald vandt de to mandskaber søndag og lagde dermed afstand til forfølgerne i 1. division, hvor der spilles om hele tre oprykningspladser i denne sæson.

Til gengæld snublede Vejle.

Hjemme i Nørreskoven tabte vejlenserne 2-3 til bundholdet Skive - efter at have ført både 1-0 og 2-1. Thomas Mikkelsen bragte Vejle på 1-0 efter fire minutter, Mikael Uhre udlignede for Skive, men midtvejs i halvlegen gjorde Mikkelsen det til 2-1.

Desværre for ham gav de to kasser ikke point, Mikael Uhre og Jesper Henriksen sørgede med scoringer i anden halvleg for, at Skive overraskende kunne forlade Vejle med alle tre point.

I lyset af Vejles nederlag smagte 1-0-sejren i Horsens nok ekstra godt for Vendsyssels spillere. Horsens er blandt konkurrenterne i oprykningskapløbet, men på en scoring allerede efter fem minutter af Mads Greve vandt gæsterne fra Vendsyssel 1-0.

Topholdet Lyngby vandt hjemme 3-1 over Roskilde i en kamp, hvor alle mål faldt efter pausen.

Lyngby topper rækken med 28 point for 13 kampe, Vendsyssel har 25 point for 12 kampe og er toer.

Vejle indtager stadig den tredje oprykningsplads med 21 point for 13 kampe, men Horsens på fjerdepladsen er kun distanceret på målscoren.

Også Fredericia blander sig i oprykningskampen med 20 point for 13 kampe efter søndagens 1-0-sejr ude over bundproppen FC Vestsjælland, der i sidste sæson var i Superligaen, men nu ligner et hold på vej til at suse lige igennem den næstbedste fodboldrække.

/ritzau/