Lyngby-politikere føler sig truet af Microsoft

Skrevet af admin

17/11/2013

Dagens topnyheder

En byggesag om blandt andet Microsofts nye hovedsæde midt i Lyngby har skabt røre i Lyngby-Taarbæk Kommune, skriver Politiken.

Bygherren Danica lod forstå, at hvis ikke byrådet stemte for byggeplanerne på et møde 31. oktober, ville byggeprojektet til 1,2 milliarder kroner falde, og kommunen ville dermed miste 900 arbejdspladser.

På den baggrund bøjede kritikerne sig, selv om de gerne ville have haft mere tid til drøftelserne.

Det er ikke i orden og dybt udemokratisk, slår medlemmer af byrådet fra De Konservative, Socialdemokraterne og SF fast over for Politiken.

- Det er storkapitalen, der tryner en lille kommune. Og borgerne kommer i klemme. Det er helt uhørt, siger det konservative byrådsmedlem Lene Kaspersen til avisen.

Kommunens socialdemokratiske viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, er enig, og kalder forløbet for "fuldstændig syret". Han fastslår desuden, at it-giganten "har sat demokratiet ud af kraft".

Misæren begyndte, da kommunalbestyrelsen i forrige uge skulle drøfte forslaget til lokalplanen for det største nybyggeri i Lyngby i 40 år.

Da flere politikere på mødet sagde, at der var brug for mere tid til at få klager efter en nabohøring behandlet, stoppede borgmester Søren P. Rasmussen (V) byrådsmødet og bad de folkevalgte om at gå ind i lokalet ved siden af.

Her forklarede embedsmænd politikerne, at der ikke var mere tid, blandt andet på grund af pres fra Microsoft.

De henviste til et brev fra Danica, som fastslog, at lokalplanen skulle vedtages "endeligt" samme dag. Hvis ikke var købsaftalen efter Danicas opfattelse ikke opfyldt.

S og SF valgte herefter at undlade at stemme for ikke at bringe byggeriet i fare, mens De Konservative stemte imod. Dermed kunne lokalplanen vedtages med de andre partiers stemmer.

Microsoft ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til bygherren Danica. Her afviser underdirektør Peter Mering beskyldningen om trusler.

Han siger, at siden Danica købte grunden i foråret, må det have stået klart for politikerne i Lyngby, at de skulle skynde sig, skriver Politiken.

/ritzau/