Lyngby slår krog i kommende Juventus-spiller

Skrevet af admin

11/07/2014

Mest læste i dag

Lyngby fra landets næstbedste fodboldrække meddeler fredag, at klubben forlænger kontrakten med det 16-årige talent Adnan Curovic. Han får en treårig kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside.

De kongeblå får dog ikke selv glæde af talentet i den kommende sæson. Adnan Curovic bekræftede for få dage siden over for et italiensk medie, at han skifter til storklubben Juventus.

Lyngby meddeler, at det kommer til at ske på en etårig lejekontrakt.

- Frem for en permanent løsning fra starten får Juventus og Adnan muligheden for at se hinanden an i det italienske talentmiljø, siger talentchef i Lyngby, Birger Jørgensen.

Han kalder det en win/win-situation for Lyngby.

- Enten får Adnan mulighed for et permanent skifte til Juventus næste sommer, eller også kommer han hjem med to år tilbage af kontrakten, hvor vi kan arbejde på at forløse det førsteholdspotentiale, vi bestemt mener, Adnan besidder.

Han oplyser desuden, at Juventus og Lyngby har forhandlet og fastlagt økonomien i en potentiel transfer.

Det er ikke første gang, at Lyngby sender et ungt talent til Juventus. For fire år siden skiftede Frederik Sørensen til Torino-klubben fra Lyngby.

/ritzau/