Lyngby smider igen point i jagt på superligaoprykning

Heller ikke i forårets tredje forsøg lykkedes det Lyngby at hente en sejr i 1. division.

Torsdag aften stillede holdet ellers op som storfavorit på hjemmebane mod bundholdet Brønshøj. Men kampen sluttede 0-0.

Det var første gang efter vinterpausen, at Brønshøj hentede point efter to nederlag.

Lyngby er blot noteret for to point for tre kampe i 2015, og oprykningspladsen til Superligaen kan snart være ude af holdets hænder.

I hvert fald kan AGF mindske forspringet fra tredjepladsen til Lyngby på andenpladsen til bare et point i tilfælde af udesejr over HB Køge på søndag.

David Boysen havde en stor chance for at sikre Lyngby sejren i anden halvleg, men i fri position skød han forbi mål.

Det samme gjorde Brønshøjs Oke Akpoveta, da han i første halvleg fik en friløbet efter en fejl af hjemmeholdet.

Trods det overraskende point ligger Brønshøj stadig sidst i 1. division.

/ritzau/

Dagens Gossip