Lyngby-træner før pokalbrag: Holdet er stjernen

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

Lyngby Boldklub startede sæsonen skidt i den næstbedste fodboldrække, men de kongeblå fandt melodien og kravlede op på en femteplads ved vinterpausen - seks point fra den oprykningsgivende andenplads.

Onsdag venter uvant hård modstand, når Lyngby skal forsøge at slå FC København ud af pokalturneringen.

Lyngbys træner, Johan Lange, vurderer, at en pokaloverraskelse kræver en god kollektiv indsats.

- Holdet er vores største stjerne. Det er et større kollektiv lige nu, som har gjort, at vi er kravlet op i tabellen. Det er det samme, vi skal gøre i morgen. Vi skal ligne et hold, når vi forsvarer, og når vi bygger spillet op.

- Det er kollektivet, der skal spille op til sit bedste, snarere end det er den enkelte spiller, der skal sættes i scene, siger cheftræneren.

Alligevel fremhæver han to offensive nøglespillere, som kan volde FCK problemer.

- David Boysen og Lasse Fosgaard er gode kontraspillere med meget speed. Kan vi få dem af sted i omstillinger, så vil det være nogle gode situationer for os, siger Johan Lange.

Træneren medgiver, at det er en meget vanskelig kamp, "som man ikke bare lige vinder".

- Vi skal spille op til vores absolut bedste, og så må vi se, om vi kan rykke os yderligere fem procent. Og så skal FCK ikke have deres bedste dag, for så er de selvfølgelig bedre, end vi er.

- Vi har været gode i pokalkampene mod Viborg og Esbjerg, hvor vi lignede et hold, når vi forsvarede. Men vi skal også have gode perioder på bolden, for vi kan ikke bare forsvare os i to gange 45 minutter, siger Johan Lange.

Under Ståle Solbakkens første periode som FCK-træner var Johan Lange nordmandens assistent, og han fulgte også med Solbakken, da turen gik til Wolverhampton.

Lange forventer dog ikke, at han kan bruge det indgående kendskab til så meget i pokalkampen.

- Alle kender FCK, spillerne og den måde, de spiller på, så det gør ikke en afgørende forskel.

- Havde jeg trænet en mindre klub i en årrække, og vi skulle møde dem i en pokalkamp, så ville det have en større betydning, at jeg kendte spillerne godt. FCK har over lang tid spillet efter den samme grundfilosofi, som er kendt af alle fodboldtrænere.

Johan Lange kan dog glæde sig over, at han råder over en skadesfri trup til kampen, der bliver spillet onsdag klokken 18.00 på Lyngby Stadion.

Vinderen er klar til pokalturneringens semifinaler, der spilles i foråret.

/ritzau/