Lyngbys forårsfiasko fortsætter mod Fredericia

Heller ikke i ottende forsøg lykkedes det for Lyngby Boldklub at få forårssæsonens første sejr i landets næstbedste fodboldrække.

Lørdag gik det endnu en gang galt for de kongeblå, da Fredericia kom på besøg. De jyske gæster kunne nemlig rejse hjem med en 2-0-sejr.

Den tidligere fodboldpensionist Hjalte Bo Nørregaard scorede i første halvlegs sidste minut, mens angriberen Jesper Christiansen lukkede kampen med 12 minutter tilbage af opgøret.

Lyngby gik ind til foråret som en klar oprykningskandidat, da klubben var seks point foran AGF, der lå nummer tre i tabellen.

Status er imidlertid vendt fuldstændig på hovedet mellem de to klubber. Vinder AGF søndagens kamp mod Vejle, er aarhusianerne hele ni point foran med syv kampe tilbage af sæsonen.

Rækkens førerhold Viborg spillede også lørdag, hvor det for tredje gang i sæsonen blev en remis mod AC Horsens, da klubberne spillede 0-0 i en chancefattig kamp.

Efter en time var Viborgs Sebastian Andersen ellers tæt på at score med et fornemt langskud, men stolpen reddede Horsens.

12 minutter senere var det hjemmeholdet, der havde en kæmpe mulighed for at åbne kampens målkonto.

Den islandske angriber Kjartan Henry Finnbogason fik dog sendt en uhyre svag og vag afslutning af sted, da han på kanten af det lille felt modtog et ellers perfekt indlæg.

Den hårdtspillede kamp endte uden mål. Det lever Viborg nok med. Klubben har 13 point ned til Lyngby uden for oprykningsfeltet.

Rækkens fjerdeplads indtages af Vendsyssel FF, der lørdag vandt 3-0 ude over bundholdet Brønshøj.

/ritzau/

Dagens Gossip