Lynges afskedssalut mod FCK: Usportsligt og unfair

Det fik Lynge Jakobsen, der med AaB var i Aarhus for at holde fast i chancen for at hente bronzemedaljer, til at snakke om klubbernes moralske forpligtelse til at sende det bedste hold på banen. Randers hentede nemlig endegyldigt bronzemedaljerne med den sene 1-0-sejr over reserveramte FCK.

- Jeg har ikke set FCK's startopstilling, men jeg har godt hørt snak om det. Jeg kan kun sige, at man har et moralkodeks i forhold til at spille turneringen færdig. Det er jo urimeligt, hvis det er en fordel at møde FCK sidst i sæsonen, det er ikke fair. Det er usportsligt, hvis man ikke spiller sæsonen færdig, og jeg vil ærlig talt sige, at det bryder jeg mig ikke om. Det havde vi i hvert fald aldrig gjort, sagde Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk efter AaB's nederlag på 0-3 i Aarhus.FCK afviser al kritik. FCKs sportsdirektør Carsten V. Jensen mener, at Lynge Jakobsen bør fokusere sine kræfter på sit eget hold.

- FCK har et fodboldhold, og det koncentrerer vi os om. Så formoder vi, at han koncentrerer sig om AaB, og så er opgaverne fordelt, siger Carsten V. Jensen, der afviser Lynge Jakobsens anklage.

- Hvis han ønsker at forholde sig til, hvordan vi gør tingene, skal han sætte sig ind i, hvordan det forholder sig og kigge på vores skades- og karantæneliste. Vi har ikke brug for at undskylde noget som helst, siger sportsdirektøren, hvis hold havde Nicolai Jørgensen og Daniel Jensen i karantæneboksen samt Thomas Kristensen og Thomas Delaney ude med skader.

FCK stillede med to debutanter - keeperen Jakob Busk Jensen og midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth - samt 19-årige Danny Amankwaa, der har små 200 Superliga-minutter i benene.

Men Carsten V. Jensen afviser, at FCK underpræsterede som følge af de mange unge folk i startopstillingen.

- Vi havde et rigtig stærkt hold på banen i Randers og leverede en bedre præstation, end vi gjorde mod Esbjerg. Så kan han i øvrigt starte med at kigge på sig selv og AaB's egen præstation i Aarhus, siger Carsten V. Jensen.

AaB leverede en grel præstation mod AGF, tabte 0-3 og missede dermed muligheden for at vinde bronzemedaljer i Lynge Jakobsens afskedssæson. Allan Gaarde overtager sportsdirektør-jobbet i AaB fra næste sæson.

Dagens Gossip