Lyngområder på jyske heder står i flammer

Det er ingen katastrofe, når store lyngområder i det jyske i øjeblikket går op i røg. Naturstyrelsen sætter netop nu lyngen på blandt andet Randbøl Hede og Læsø i flammer. Ilden baner vejen for en bedre natur.

- Ilden sender blåtop, bølget bunke andre stride græsser op i røg, så der i stedet bliver plads til, at lyngen kan brede sig igen. Uden ild vil den blomstrende lynghede med tyttebær, rævling og andre dværgbuske være i risikozonen for at forsvinde, fortæller naturvejleder Helle Thuesen fra Naturstyrelsen i Trekantsområdet.

Hedeafbrænding finder for tiden sted på Randbøl Hede, Lyngbo Hede og Lønborg Hede syd for Ringkøbing, på Læsø og Fanø.

Lyngen har også stor værdi for rådyr, krondyr og om mange insekter som for eksempel bier, der laver lynghonning. 
I modsætning til græsset kan lyngen fint klare brand. Lyngplanter sætter hvert år tusindvis af frø, der kan ligge i jorden i årevis og vente på gunstige forhold, som for eksempel lige efter en brand. Varmen fra ilden får frøene til at spire, og heden bliver lysegrøn af nye, friske lyngplanter.

Af hensyn til brandfaren må der ikke foretages hedeafbrænding efter 1. april.

Dagens Gossip