Lynselvmål slår FC Barcelona knockout

Skrevet af admin

04/01/2015

Dagens topnyheder

FC Barcelona fik søndag en meget skidt begyndelse på 2015.

Den spanske fodboldklub tabte 0-1 ude til Real Sociedad, der profiterede af en scoring efter blot halvandet minut.

Barcelona-backen Jordi Alba lavede selvmål, da han kom til at styre et indlæg ind i egne netmasker.

FC Barcelona har det traditionelt svært i San Sebastian, hvor Real Sociedad hører hjemme.

Topholdet må alligevel ærgre sig gevaldigt over, at det ikke blev til point mod Sociedad, der lå femtesidst i Primera Division før kampen.

Tidligere søndag tabte topholdet Real Madrid nemlig 1-2 ude til Valencia.

Real Madrid havde forinden vundet 22 kampe i træk i betydende kampe, heraf 12 i ligaen.

Barcelona indledte kampen mod Sociedad med de offensive superstjerner Lionel Messi og Neymar på bænken, hvilket cheftræner Luis Enrique formentlig må høre en del for efter kampen.

Messi blev skiftet ind fra begyndelsen af anden halvleg, mens Neymar kom ind med en halv time tilbage, men de kunne ikke score.

Sejren er en stor triumf for Sociedad-manager David Moyes, hvis hold kæmpede sig til sejren.

Med nederlaget er FC Barcelona fortsat nummer to i Primera Division sammen med Atlético Madrid. Begge klubber har 38 point for 17 kampe.

Real Madrid topper med 39 point for 16 kampe.

Real Sociedad er nummer 13 med 18 point for 17 kampe.

/ritzau/