Lyon siger farvel til Stade de Gerland med nederlag

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

For år tilbage fejrede den franske klub Lyon store resultater med en lang række franske mesterskaber i træk.

Faktisk vandt Lyon det franske mesterskab syv år i træk fra perioden 2002 til 2008.

I den periode var Lyons hjemmebane, Stade de Gerland, med plads til 40.000 tilskuere ofte en uindtagelig fæstning for klubben, hvor modstandere var under stort pres både i den franske række og i Champions League.

Lørdag spillede Lyon så sin sidste kamp i den bedste franske række på Stade de Gerland, som til januar skiftes ud med et nyt og moderne stadion med plads til 59.000 tilskuere.

Dermed er det slut efter 65 år med det nu tidligere stadion som base for Lyon og et farvel til den hjemmebane, der også dannede ramme om Danmarks 5-0-sejr over Jugoslavien ved EM-slutrunden i 1984.

Det blev dog langt fra til et mindeværdigt farvel til Stade de Gerland, for Lyon tabte hjemmekampen 0-2 til Angers.

Cheikh N'Doye scorede begge mål for oprykkerne, hvilket betyder, at Lyon ligger placeret på fjerdepladsen i Ligue 1 med 26 point.

Paris Saint-Germain har været helt suveræne indtil nu og topper rækken med 45 point - 15 mere end forfølgerne fra netop Angers.

Lyon-præsident Jean-Michel Aulas er da heller ikke tilfreds i øjeblikket.

- Vi skal mødes og snakke om tingene og undgå at lade os rive med. Vores seneste præstationer har været katastrofale, og selv i dag var der ingen reaktion. Det er det, som skræmmer mest, siger Jean-Michel Aulas ifølge AFP.

/ritzau/