Lys og mørke i Gdansk

Og en kort køretur derfra til det 190 mio. euro dyre, futuriske EM-stadion, PGE Arena, hvor det danske landshold trænede mandag aften forud for testkampen mod Polen på onsdag. En kamp i skyggen af præstationen 11. juni mod Armenien i Parken, hvor Danmark tabte 0-4 og reelt mistede sin VM-mulighed.

Kampen mod Polen er set i det lys vigtig for, at det danske landshold kan rejse sig og vise den danske befolkning, at dansk landsholdsfodbold stadig lever, mener William Kvist.

»Lige præcis denne kamp kunne være god til at vise os frem, til at vinde og til at skyde efteråret i gang og forsøge at være ubesejret i efteråret. Det synes jeg, vi kan bruge efteråret til. At vi skal bruge kampen til at vinde, frem for at – som det plejer at være med træningskampe – at teste,« siger William Kvist.

Også landstræner Morten Olsen vil bruge kampen på at få selvtilliden i vejret hos det danske hold. Men han insisterer alligevel på, at det er og bliver en testkamp.

»Vi skal op på hesten igen. Vi skal vise befolkningen og Danmark, at vi har et godt fodboldhold. Men det er jo også en testkamp, så vi vil have lov til at teste nogle spillere,« siger Olsen med henvisning til nye navne som Nicki Bille, Nicolai Boilesen, Mike Jensen og Jannick Vestergaard.

Kvist i kamp mod tiden

Men det danske landshold anno august 2013 er også præget af en slags arbejdskamp. Måske ikke på samme måde som Lech Walesas fagforening, der skabte revolutioner i 1980’erne, men der er spillere, som stadig har deres klubsituation uafklaret her godt 14 dage, inden transfervinduet lukker.

Blandt andet William Kvist, der er uden spilletid i Stuttgart siden marts.

»Jeg kan kun sige, at usikkerheden for mig er steget, og meget kan ske. Men ellers ikke nogen kommentarer til min klubsituation,« siger Kvist, mens Christian Eriksen, der blev rygtet til mange af Europas storbyer stadig er at finde i Ajax.

»Der er så vidt jeg ved ikke nogen forhandlinger lige nu hverken med en ny klub eller Ajax. Hvis der kommer en god henvendelse, ser jeg da en mulighed for at prøve noget nyt, men hvis der ikke kommer noget, har jeg ikke noget imod at blive,« siger Eriksen og fortæller, at han har afvist russiske klubber.

»Det er sandt. Det er ikke noget, jeg personligt har lyst til. Ja, der er russiske klubber, der har ringet, og de har også budt på mig. Men det skulle jeg ikke tænke lang tid over at afvise. Jeg vil gerne til en af de fem store ligaer,« siger han.

Bille uden forventninger

En af de angribere, der kæmper sin egen kamp for at få debut mod Polen, er Nicki Bille. Rosenborg-angriberen er udtaget for første gang, og han var lykkelig over at være i Polen med muligheden for at vise sit værd.

»Jeg skal nok ikke forvente for meget, for jeg tror, at det tidligere har været mit problem, at jeg har forventet for meget af mig selv. Jeg tager naturligvis det med, jeg kan få, og så vi se, om det bliver til spilletid,« siger han og fortsætter:

»Grunden til, at jeg er med, er vel, at jeg har været mere stabil i mine præstationer gennem længere tid. Men jeg skal ikke ind og tro, at jeg skal lave alt muligt nyt, jeg skal bare gøre det, jeg gør i Rosenborg,« slår Bille fast.

Dagens Gossip

Dagens TV