Lystfisker finder lig af mand i å ved Holstebro: Måske er det den 21-årige Jonas

Liget af en mand er torsdag morgen fundet i en å ved Holstebro, oplyser DR Midt og Vest.

Det var en lystfisker, der opdagede liget tidligt om morgenen i Storåen.

Politiet skal nu forsøge at få fastslået mandens identitet og andre omstændigheder.

Liget blev set ved Idomlund, oplyser DR Midt og Vest.

I lokalpolitiet er man meget opmærksom på, om der kan være tale om den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt 7. marts.

- Selvfølgelig er det noget, vi vil undersøge, siger lederen, Allan Laustsen, til Ritzau.

Først efter en obduktion fredag regner politiet med at kunne oplyse om identiteten på den fundne.

Liget er bjærget og bringes til retsmedicinske undersøgelser i Aarhus, oplyser politiet.

Den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen forsvandt efter at have været på bytur med nogle venner i Holstebro natten til 7. marts.

Han blev sidst set i live ved 2.30-tiden om natten. Han medbragte sin telefon, der var slukket.

Efterlysningen medførte en stor indsats. Dykkere, en helikopter, hundepatruljer og hjemmeværnsfolk deltog i forsøget på at finde den unge mand.

/ritzau/

Dagens Gossip