Mørketal skjuler den reelle arbejdsløshed

Skrevet af admin

17/04/2014

Mest læste i dag

Ledigheden er faldet. Desværre mest på papiret, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Regeringstoppen var ellers i højt humør, da nye tal i februar viste, at ledigheden i de seneste fire år aldrig har været lavere, end den er nu. Statsministeren genfandt tallene i forrige uge:

- Vi har den laveste ledighed siden 2009, sagde Helle Thorning-Schmidt (S).

Men økonomer og eksperter advarer i Jyllands-Posten mod at glæde sig for meget over den udlægning.

Efter at have studeret tal og grafer over udviklingen på det danske arbejdsmarked er konklusionen fra flere sider, at den faldende ledighed ikke kan forklares med, at danskerne har fået job.

Tværtimod afslører økonomiske analyser, at titusinder af arbejdsløse blot er forsvundet ud af statistikkerne. Blandt andet som følge af dagpengereformen.

Samtidig er der sket en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, som ikke er erklæret parate til at arbejde. De medfører et fald i ledighedsstatistikken, hvor de ikke medregnes. Det samme gælder arbejdsløse, som er begyndt at studere.

Makroøkonom i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen kalder faldet i ledigheden for "et fatamorgana", mens Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, også mener, at "man overvurderer, hvor godt det går".

Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Ole Hækkerup, erkender, at ledighedstallene ikke altid er dækkende for, hvor godt det går.

- Så jeg vil helst se på beskæftigelsen. Og den er stigende, så vi er på rette spor, siger han til avisen.

/ritzau/