To mål af Lars Eller i NHL-premieren

Den danske playmaker blev kåret til 2nd Star, men Montreal Canadiens tabte 3-4 til rivalerne fra Toronto

Bell Centre i Montreal var rammen om premieren på NHL natten til onsdag dansk tid, og Lars Eller fik en drømmestart på den nye sæson med to mål og en assist. Men Montreal Canadiens måtte se sig slået af rivalerne fra Toronto Maple Leafs med 3-4 (2-1, 0-2, 1-1).

Lars Eller scorede til 1-1 i første periode og 3-4 med knap to et halvt minut tilbage i en tæt og dramatisk kamp.

Han arbejdede stenhårdt i Montreals bedste kæde med Alex Galchenyuk (to assists) og Brendan Gallagher (et mål) og var på isen i 16.20 minutter. En præstation, som gav den danske playmaker titlen 2nd Star efter Toronto Maple Leafs målmand, James Reimer.

Der var masser af ros til den superfarlige kæde fra coach Michel Therrien.

- Jeg kan virkelig lide kæden med de unge fyre, Ellers kæden med Galchenyuk og Gallagher. De fyre gjorde et godt job. De havde succes, fordi de skøjtede, de bevægede deres fødder, sagde han til nhl.com.

Mikkel Bødker, Phoenix Coyotes, spiller natten til fredag hjemme mod New York Rangers, og Jannik Hansen, Vancouver Canucks, ude mod San Jose Sharks.

Danskerduoen i New York Islanders, Frans Nielsen og Peter Regin, får sæsondebut natten til lørdag i udekampen mod New Jersey Devils.

Dagens Gossip