To mål fra Bendtner ikke nok til sejr over Italien

Nicklas Bendtner præsterede et comeback i verdensklasse, da Danmark spillede 2-2 mod Italien i Parken.

Men det danske fodboldlandshold havde brug for en sejr over Italien, og 2-2-resultatet gør det særdeles svært for Danmark at nå til VM i Brasilien næste sommer.

Med to mål i kampen - begge med hovedet - var Bendtner ellers tæt på at blive aftenens helt store helt foran 35.307 feststemte tilskuere i Parken.

10 minutter før tid scorede Bendtner til 2-1 på et oplæg fra Michael Krohn-Dehli. Men det var ikke nok til at tage alle tre point, da Alberto Aquilani udlignede til 2-2 i overtiden.

Det måtte bare ikke ske - set med danske briller - men det gjorde det, og dermed blev Bendtners perfekte comeback ødelagt.

I sekunderne før Bendtners 2-1-mål kunne man ellers tydeligt se, at Arsenal-angriberen ville have bolden.

Han hævede armen og fik den, som han ville have den. Nøjagtigt som ved sin scoring i første halvleg.

Her viste Bendtner også sin klasse på låget med 1-1-målet lige før pausen. Bendtner overmatchede den italienske venstreback Federico Balzaretti og headede med stor kraft bolden ind bag Gianluigi Buffon.

Bendtner var holdkammerat med Buffon i hele sidste sæson i Juventus, da danskeren var udlejet fra Arsenal. Buffon havde advaret mod Bendtner før kampen, og det viste sig at være med god grund.

Igen kom oplægget fra Michael Krohn-Dehli, og det samarbejde har før vist skarphed - blandt andet ved EM-slutrunden i 2012.

Inden 1-1-målet havde Bendtner egentlig ikke imponeret. Han virkede langt fra kampformen og havde en del dårlige berøringer.

Publikum stod alligevel bag den tilbagevendte danske angriber, som har været væk fra landsholdet siden november sidste år.

Skader samt en spritdom, som betød en tænkepause på et halvt år fra landsholdet, har holdt Bendtner ude.

Danmark var tidligere i kampen kommet bagud 0-1, da afløseren for en skadet Mario Balotelli viste, at han også kan score mål.

Den centrale midtbanespiller Niki Zimling lavede en fejlaflevering, som få sekunder efter kostede i den anden ende.

Thiago Motta fandt straks angriberen Pablo Daniel Osvaldo, som tørrede Daniel Agger med en smart førsteberøring og derefter nemt udplacerede Stephan Andersen. Der var spillet 28 minutter.

Italienerne var teknisk dygtigere end danskerne, holdt bedre fast i bolden og derfor var de giftige på omstillinger og kontrastød, som også udløste 1-0-målet.

I anden halvleg begyndte Danmark bedst. OB'eren Emil Larsen var kommet ind i stedet for Martin Braithwaite, og han fremtvang fem minutter inde i anden halvleg et frispark lige uden for feltet.

Her har Danmark fået en specialist på området i Christian Eriksen, som var uhyre tæt på at score, men forsøget ramte stolpen.

Kort efter havde Italiens Alessandro Diamanti en stor chance, men Stephan Andersen reddede i den situation.

Sådan bølgede kampen frem og tilbage i den periode, men Danmark blev mere og mere dominerende.

Og efter 66 minutter var det igen tæt på dansk scoring, da Andreas Bjelland fik testet træværket bag Buffon, som hurtigt var over returbolden på stregen.

På tirsdag skal Danmark møde Malta i den sidste VM-kvalifikationskamp i Parken. Her har Bendtner, Zimling og Nicolai Boilesen karantæne på grund af gule kort.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV