Mål-Messi kan føre Barcelona mod mesterskab

FC Barcelona kan tage et afgørende skridt på vej mod deres 22. liga-titel, når de søndag får besøg af tabellens nummer to, Atlético Madrid, med målkongen Radamel Falcao.

En sejr vil nemlig betyde, at Barcelona, som kun har mistet to point i denne sæson, øger afstanden til ni point.

- Det vil være skønt at tage et nipoints-forspring så tidligt.

- Det vil ikke være afgørende, da der resterer så mange måneder af sæsonen, men det vil være vigtigt, siger Barcelona-forsvareren Gerard Pique.

Barcelona har vundet 14 af de 15 kampe hidtil i denne sæson, mens de regerende mestre Real Madrid har tabt tre og spillet to uafgjort, så de halter 11 point efter catalonierne.

Både Atlético Madrid og Real Madrid har imidlertid chancen for at udfordre Barcelona i jagten på mesterskabet.

- Det er for tidligt at sige, hvem vores værste rival bliver i denne sæson, og i øjeblikket ser det ud til, at begge de to vil være stærke, siger Barcelonas Xavi.

- Atletico er rigtigt stærke. Folk har sagt, at de ville tabe pusten, men de har holdt fast, og nu i denne weekend har vi chancen for at slå et hul til dem.

Barcelona må søndag klare sig uden Cesc Fabregas, som er skadet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip